Dagen starter med en kort gåtur ned til kajen i Noosa. Her venter en båd, der er dagens første transportmiddel. Vi skal sejle på Noosa floden ind i everglades området. Vejret er fantastisk, så vi bestemmer os for at sidde øverst på båden, og vi nyder solen og udsigten i fulde drag. Mens vores guide kommenterer på den fantastiske natur vi passerer, kommer vi længere ind i landet, indtil vi til sidst er i Noosa Everglades, der er en del af Great Sandy National Park.

Sejlturen ender ved Harry’s Hut, der er en beskeden campingplads inde i skoven, hvor vi skal nyde en autentisk Aussie BBQ. Imens vores guider sætter grill op og forbereder frokosten, har vi heldigvis lige tid til at hoppe i floden og blive afkølet, hvilket er meget tiltrængt efter knap 3 timer i den stegende sol.
Efter en spektakulær frokost i det fri, bliver vi afhentet af en 4WD bus, der skal transportere os igennem skoven og ud til kysten igen. Vi har åbenbart lidt travlt, for vi skal køre langs stranden tilbage til Noosa, og tidevandet er tæt på, så vi kan risikere, at dele af stranden er ufremkommelig.

Vores chauffør og guide kører så hurtigt han kan igennem skoven, og da vi når stranden, skal han beslutte, om han vil forsøge at tage turen langs stranden. Dele af stranden har åbenbart været ufremkommelig i flere måneder, på grund af træer og store grene der er væltet ned på stranden, hvilket sammen med tidevandet kan gøre det risikabelt at køre på stranden.
Guiden er modig og beslutter, at vi nok godt kan nå at komme igennem, inden tidevandet kommer helt ind til klitterne. Heldigvis er vores guide født og opvokset i området, så vi føler os meget trygge i hans varetægt, men de 15 minutter, det tager at komme igennem det kritiske område, er alligevel lidt nervepirrende. Vi er nødt til at køre ind i lommerne mellem træerne, når bølgerne slår op mod stranden, og når bølgen trækker sig tilbage, kører vi i fuldt fart frem til næste lomme.

Heldigvis slipper vi igennem, og vores guide meddeler over radioen til hans kolleger i de bagvedkørende biler, at det er muligt at komme igennem, hvis de skynder sig og ikke tøver.
Midt på stranden er der en lille sti op til en rød kløft. Her holder vi en lille pause, for at tage en kort gåtur, så vi kan opleve de fantastiske farveskift.

Vi kører det sidste stykke langs stranden hen til en færge, der skal transportere os over Noosa floden. Vi kommer tilbage til hotellet sidst på eftermiddagen, hvor vi, efter et hurtigt bad, tjekker ud, og kører til lufthavnen i Brisbane. Vi flyver fra Brisbane til Darwin i Northern Territory, men ankommer efter midnat, så vi kører direkte til hotellet, og hopper på hovedet i seng.