
Vi ankommer tidligt morgen til Jabiru lufthavn, hvor vores tur begynder. Flyvningen foregår i et meget lille fly, og vejret er ikke det bedste, men heldigvis har vi en meget erfaren pilot, der let flyver rundt om det dårlige vejr. Udsigten er fantastisk, og den storslåede natur er endnu bedre set fra oven.

Efter en times flyvetur er vi tilbage på fast grund igen, hvilket jeg personligt er meget glad for. Normalt er sådan en lille flyvetur ikke et problem for mig, men turen er ikke helt rolig pga. det dårlige vejr, så jeg bliver meget glad da vi endelige lander.
Flere af os er lidt grønne i hovederne, så vi holder en kort pause på hotellet, inden vi drager ud på dagens næste eventyr.
Vi skal ud og vandre noget mere i nationalparken, men i dag skal vi ikke bare se kunst på nogle af de mange klipper, vi skal også ud at svømme i en af nationalparkens vandhul, også kaldet billabongs.
Efter en gåtur på ca. 3 km. ankommer vi til en fantastisk lille billabong med vandfald og det hele, mere idyllisk bliver det ikke. Der er ikke en sjæl i miles omkreds, så vi nyder at plaske rundt og lege i det kølige vand.

Desværre er jeg ikke opmærksom på diverse grene, der ligger på bunden af vandhullet, så da jeg skal op af vandet, glider min fod, og det lykkedes mig at brække en tå. Den 3 km lange travetur tilbage til bussen er en pinefuld oplevelse, men heldigvis har jeg nogle fantastiske rejsekammerater, der gerne går i mit tempo, og som giver en hånd, når underlaget bliver en smule ufremkommeligt.
Vandhullet var det sidste punkt på dagens program, så vi kører tilbage til krokodille hotellet, hvor dagen slutter med dinner and drinks.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar