torsdag den 12. februar 2009

Kakadu National Park (Northern Territory)


Dagens program er heldigvis ikke specielt fysisk udfordrende, så min brækkede tå begrænser ikke min deltagelse. Vi kører ned til Coinda, hvor vi skal på et Yellow Water Cruise. Det er en bådrundtur i nogle af parkens mange flodsystemer. En del af denne tur ville udenfor regntiden skulle tages på gåben, men på grund af de enorme mængder vand, er floderne gået over sine breder, så det er derfor muligt at sejle hele turen rundt.


Vi ser masser af dyreliv, ikke mindst en krokodille der pludselig bryder vandets overflade, og langsomt svømmer tæt på båden. Selvom der selvfølgelig ingen fare er, så får man alligevel en smule kuldegysninger, når man ser sådan et stort dyr i sine naturlige omgivelser, helt tæt på. Oplevelsen er 100 gange bedre, end når man ser dem i fangenskab, ligesom vi gjorde i Darwin.


Efter bådturen tager vi forbi Warradjan Centre som er en udstilling, der viser en del af aboriginernes historie og traditioner. Efter turen rundt i centeret er der mulighed for at købe et par souvenirs, der er lavet af aboriginerne selv, og ikke i Kina som i mange andre souvenir butikker.

Vi kører tilbage til Darwin, hvor vi tjekker ind på et hotel. Vi er inviteret til middag på Hanuman Thai Restaurant af repræsentanter fra Tourism Northern Territory. Vores tur lakker mod enden, så efter middagen beslutter vi os for at finde en bar, hvor vi kan få et par drinks. Det har der ikke rigtig været tid til de andre dage, men heller ikke i aften orker vi mere end en enkelt drink, før dynerne kalder på os.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar