fredag den 6. februar 2009

Tamborine Mountain (Gold Coast)

Efter en tiltrængt nats søvn, og en god morgenmad, går turen til Tamborine Mountain, der ligger 25km inde i landet fra Surfers Paradise.

På Tamborine Mountain skal vi prøve en Hop-on Hop-off tur, der skal præsentere bjergets mange attraktioner. Første stop på turen er Curtis Falls regnskov. Desværre kommer vi ikke så langt ind i regnskoven, at vi ser vandfaldene, men det vi når at se er fantastisk.

Turen fortsætter til Tamborine Mountain Distillery, der er berømte for deres snaps, vodka og likør. Vi bliver mødt af destilleriets indehaver Michael Ward, der er noget af en personlighed. Da han hører, at jeg kommer fra Danmark, fortæller han entusiastisk, at hans snaps netop har vundet over Gammel Dansk ved en international konkurrence, hvilket åbenbart er noget af en præstation, så det er han meget stolt af.


Vi får smagt på en del af udvalget, og der var helt sikkert noget for enhver smag. Der var snaps med smag af æble og likør med smag af chokolade/chili, lemon myrtle (australsk eukalyptus blad) og vanilje bare for at nævne nogle få.

Dagens tema står åbenbart i alkoholens tegn, så turen fortsætter til en af egnens mange vingårde, hvor en vinsmagning er det næste punkt på dagens program.


På Cedar Creek Estate smager vi, efter min mening, noget af det bedste indenfor australsk vin, og heldigvis er det også her, vi skal spise frokost. På vingårdens hyggelige terrasse spiser vi en dejlig frokost, imens vi nyder udsigten over landskabet.

Efter frokost går turen tilbage mod Surfers Paradise, hvor eftermiddagen skal tilbringes i selskab med hajer og fisk i Seaworld. Igen er programmet lidt presset, så vi når kun en enkelt rutsjebane udover den tid vi snorkler i et bassin med tropiske fisk, rokker og mindre hajer. Det er meget imponerende at se havets dyr tæt på, og man får et kæmpe chok første gang en af de store rokker glider helt tæt forbi. De 20 minutter i bassinet er hurtigt forbi, og så går turen tilbage til Surfers Paradise, hvor vi har et møde med en fra det hotel, hvor vi skal tilbringe den næste nat.

Helen fra Sofitel Gold Coast giver os en rundvisning på hotellet, og i tråd med dagens tema, skal vi selvfølgelig have champagne undervejs. Inden middag er der lige tid til en enkelt drink (mere), og jeg vælger at prøve en Toblerone, for det ved man da hvad er, mums!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar